Vedtægter for Hjørring Teater

Vedtægter for Hjørring Teater

 1 - Navn og hjemsted 

Teaterforeningens navn er Hjørring Teater.

Teaterforeningens hjemsted er Hjørring Kommune.

Teaterforeningens CVR-nr. er: 25553918.

Teaterforeningen er medlem af organisationen Danmarks Teaterforeninger.

 2 - Formål

Foreningen er en almennyttig forening, hvis formål udelukkende er at vise et mangfoldigt professionelt teater- og scenekunsttilbud med henblik på at fremme teaterinteressen indenfor foreningens område.

Foreningen administrerer efter Scenekunstlovens bestemmelser i henhold til de til enhver tid af Kulturministeriet udstedte bekendtgørelser.

Foreningen bør endvidere rette formidlingsaktiviteter mod børn og unge – samt grupper, der sjældent kommer i teatret.

Teaterforeningen medvirker desuden til at skabe tilfredsstillende bygningsmæssige forhold for teatret, ligesom foreningen kan medvirke til at skabe og øge interessen for øvrige kulturelle arrangementer.

Foreningens overskud anvendes udelukkende til foreningens formål.

Videresalg i erhvervsmæssige øjemed er ikke tilladt.

Teaterforeningen samarbejder med Kulturudvalget i Hjørring Kommune.

 3 – Medlemskab

Medlemskab af foreningen kan tegnes af enhver, der er tilmeldt folkeregisteret i Danmark.

Foreningens medlemmer udgør foreningen. Køb af abonnement forudsætter medlemskab af foreningen.

Foreningen fastlægger de abonnementsordninger, der skal være gældende, idet der kan etableres, samarbejder med andre teaterforeninger og udbydere af teater. Ved fastlæggelsen bør der tages behørigt hensyn til sikring af rabat ved samlet køb af forestillinger.

Bestyrelsen fastsætter årligt medlemskontingent for det kommende år.

Teaterforeningen udbyder billetter dels i abonnement og dels i løssalg.

 4 - Repertoire

Teaterforeningen forpligter sig til alsidighed i repertoiret, idet den køber forestillinger af de producerende teatre og oppebærer formidlingstilskud, abonnementsindtægter, indtægter ved anden form for billetsalg og indtægter i form af offentlige tilskud og sponsorstøtte.

 5 – Generalforsamling

Generalforsamlingen er teaterforeningens øverste myndighed. Stemmeret på generalforsamlingen har ethvert registreret medlem, der ikke er i restance.

Afstemning sker mundtligt med mindre blot en af de stemmeberettigede forlanger skriftlig afstemning. Alle beslutninger træffes på generalforsamlingen ved simpel stemmeflerhed. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af september måned.

Bestyrelsen fastsætter mødetid og – sted. Indkaldelse sker ved bekendtgørelse i et lokalt dagblad eller i en lokal ugeavis med mindst 14 dages varsel.

Teaterforeningens regnskab ligger til gennemsyn i Teaterbutikken i de sidste 8 dage før generalforsamlingen.

Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal som minimum omfatte:

Valg af dirigent

  1. Formanden aflægger beretning
  2. Det reviderede regnskab fremlægges til godkendelse
  3. Budget for den kommende sæson fremlægges til godkendelse
  4. Indkomne forslag a) fra bestyrelsen og b) fra medlemmerne
  5. Valg af bestyrelse og suppleanter
  6. Valg af revisor  
  7. Eventuelt

Forslag til behandling på generalforsamlingen skal være bestyrelsen i hænde senest 8 hverdage før generalforsamlingen.

Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst 25 medlemmer fremsætter skriftlig begæring herom. En sådan ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest en måned efter begæringens modtagelse og indkaldes på samme måde som den ordinære generalforsamling.

 6 – Bestyrelsens valg og sammensætning

Foreningens bestyrelse består af 5-9 medlemmer og søges sammensat af personer med bredest mulig tilknytning til det lokale miljø. Det bør om muligt tilstræbes, at bestyrelsen tilsammen repræsenterer teaterfaglig, kunstnerisk, ledelsesmæssig, markedsføringsmæssig og juridisk indsigt.

Hjørring Kommunes byråd udpeger af sin midte et medlem til teaterforeningens bestyrelse.

Bestyrelsesmedlemmerne samt 2 suppleanter for disse vælges af generalforsamlingen for en 2-årig periode. Valget sker ved simpel stemmeflerhed.

Halvdelen af medlemmerne afgår hvert år. Genvalg kan finde sted.

Bestyrelsen konstituerer sig med formand, næstformand, kasserer samt sekretær og fastsætter om fornødent sin forretningsorden.

Formand, næstformand, kasserer og sekretær udgør forretningsudvalget. Forretningsudvalget varetager den daglige drift, men har ingen selvstændig beslutningskompetence i større sager. Udvalget forbereder sagerne til bestyrelsen og udarbejder dagsorden til bestyrelsesmøderne.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 5 bestyrelsesmedlemmer deltager. Beslutningerne træffes ved simpel stemmeflerhed. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Over forhandlingerne føres en protokol.

7 – Daglig ledelse

Bestyrelsen ansætter en forretningsfører som daglig leder af teatrets drift.

Forretningsføreren deltager i bestyrelses- og forretningsudvalgsmøder, og er sekretær ved disse medmindre bestyrelsen beslutter andet.

Bestyrelsen har endvidere ansvaret for ansættelse af evt. administrativ medhjælp.

Ansættelseskontrakter udformes i overensstemmelse med de herom gældende regler.

8 – Regnskab

Teaterforeningens regnskabsår løber fra den 1. juli til den 30. juni. Bestyrelsen forvalter foreningens midler, og har ansvaret for udarbejdelse af regnskaber og budgetter, samt for disses rettidige indsendelse til de tilskudsgivende myndigheder.

Regnskabet revideres på baggrund af de af Slots- og Kulturstyrelsen fastsatte retningslinjer.

9 - Tegning og hæftelse

Teaterforeningen forpligtes ved formandens underskrift alene eller ved 2 bestyrelsesmedlemmers underskrift. Bestyrelsen kan melde prokura.

Foreningens medlemmer og bestyrelsen hæfter ikke personligt for teaterforeningens forpligtelser.

10 – Vedtægtsændringer og foreningens ophævelse

Beslutninger om vedtægtsændringer eller om foreningens ophævelse kan alene vedtages, såfremt 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer på en ordinær generalforsamling stemmer herfor. Opnås der ikke sådant flertal for forslaget, kan dette dog vedtages med almindeligt stemmeflertal på en efterfølgende ekstraordinær generalforsamling uanset hvor mange medlemmer, der er mødt.

Ved foreningens ophør eller ophævelse skal dens formue i det hele anvendes til kulturelle og almennyttige arrangementer i overensstemmelse med foreningens formål, idet fordelingen anvises af den siddende bestyrelse, og godkendes af Kulturudvalget i foreningens hjemkommune, forinden udlodning kan finde sted.

11 - Ikrafttrædelse

Vedtægterne er godkendt på ordinær generalforsamling den 26/9 2024 samt ekstraordinær generalforsamling den 7/11 2024.