Forestillingen om mor, FOLKETEATRET
UDEN FOR ABONNEMENT
Forbandede idealer og euforiske bekendelser – befriende teater!
Perfekte Instagram-mødre, selvhjælpsbøger og ”Min William går kun i hummel”. ARGH! Børn er en gave, men indimellem er moderrollen svær at deale med, og så holder vi kæft – for tænk hvis nogen hørte os. Tænk hvis nogen så os bag facaden begravet i vasketøj og forventninger.
Tre mødre træder frem og undersøger moderskabets dybder og dilemmaer i en vildtvoksende og frisættende teaterforestilling. Sammen med publikum åbner de døren til et blomstrende confession room, som blotter det altopslugende, det smukke og det vanvittige ved at være mor. "En sjælden scenisk kraftudladning” skrev Weekendavisen. FORESTILLINGEN OM MOR er en kaotisk kamikaze-montage om moderskabet. Et teatralsk AM-møde (læs: anonyme mødre), der opløser det perfekte mor-billede med modermælksrene bekendelser.
Seks kvindelige kunstnere, alle mødre, står bag FORESTILLINGEN OM MOR – et humoristisk og modigt skridt mod en større ro omkring det ufuldkomne. Disse kvinder er i samtale med sig selv, i diskussion, i skænderi og måske ultimativt i forsoning om den fandens mor-hat, der strammer. Tag med på en ventilerende rejse gennem moderskabets kapitler og forbandede idealer. Fra drømmen om at blive mor opstår til tomheden, når børnene forlader reden. Fra tvivlen og angsten til det fandenivoldske, euforiske og det lykkelige. Indimellem er vi nødt til at grine af det.
Det er ikke muligt at opnå grupperabat på denne forestilling.
Forestillingen er produceret af Teatret Svalegangen.
Medvirkende: Maja Juhlin, Kirstine Hedrup, Stina Mølgaard, Martine Madsen
Idé: Kirstine Hedrup og Maja Juhlin
Tekster: Caroline Cecilie Malling
Dramaturg: Trine Wisbech
Montage og manuskriptudvikling: Petrea Søe i samarbejde med holdet
Iscenesætter: Petrea Søe
Scenograf: Lisbeth Burian
Komponist og musiker: Martine Madsen
Lyddesign: Anton Bast
Lysdesign: Henrik Sloth
Spillested: HJØRRING TEATER på Vendelbohus
Dato: 2027-04-13 19:30 - 21:05
Genre: Humoristisk og dramatisk fortælling
Varighed: 95 minutter. Forestillingen er uden pause
Pris: Løs 245
Unge u 25 / stud 190

