Hjørring Teater er byens ældste teater og spiller teater på Vendelbohusscenen i Nørregade i Hjørring. Der er blevet spillet teater i Nørregade siden 1834, hvor der nødtørftigt blev indrettet en teatersal i det gamle rådhus. Efterfølgende blev der oprettet et dramatisk selskab, der stod for teateropførelser. I 1855 blev der indviet en teatersal på 1. sal i restaurant ”Hotel du Nord” i Nørregade, der var ejet af Restauratør Houmann. I 1882 gik Håndværker og Borgenforeningen ind i driften af teateropførelser med navnet Hjørring Teater.
I 1907 blev der i Restaurant "Hotel du Nord", opført en ny teatersal tegnet af Sylvius Knutzen, som efter datidens forhold var enestående med scenetårn og en stor scene, der kunne tage kulisser på samme størrelse som det daværende Kgl. Teater, og med nedsænket orkestergrav og elektrisk lysanlæg, hvor lamperne kunne variere i lys-tone. Der var komfortable skuespilgarderober med moderne sanitet. Den store tilskuersal kunne rumme 450 tilskuere og et salsgulv, der kunne sænkes, så de bageste tilskuere får bedre udsyn – en funktion, der stadig bruges den dag i dag.
I 1957 brændte "Hotel du Nord", men teatersalen blev reddet. Huset blev genåbnet i 1959, som Vendelbohus, med den gamle teatersal, men med ny foyer mm.
I 1968 blev driften af Hjørring Teater flyttet ud af Hjørring Håndværker og Borgerforeningens regi og Hjørring Teaterforening blev stiftet med Gerner Johansen som formand, og med hans private adresse som hjemsted.
I 1985 køber Hjørring Teater Teaterbutikken i Nørregade 24, til administration og ekspedition af billetter.
Bygningen Vendelbohus bliver i 1996 købt af Hjørring Kommune, der også står for driften.
I 2019 overtager en selvejende institution driften af Vendelbohus.
Hjørring Teater er medlem af Danmarks Teaterforeninger og ledes af en bestyrelse på 9 frivillige, samt en fastansat daglig leder på deltid. Teaterbutikken i Nørregade er foreningens vindue udadtil og der arrangeres ca. 20 forestillinger pr. sæson som primært vises på Vendelbohusscenen, hvor Hjørring Teater lejer sig ind.
Hjørring Teater får kultur til lokalområdet, herunder blandt andet gæstespil fra Det kongelige Teater, Folketeatret, GuidOpera, OperetteKompagniet, MusicalDanmark, Figaros og Den Ny Opera m.fl.
Bestyrelsesleder for Hjørring Teater:
Anne Mette Ovesen 2013 –
Carsten Winther 2010 – 2013
Per Boe Larsen 2009 – 2010
Lars Salling 2004 – 2009
Carsten Winther 1997 – 2004
Gerner Johansen 1968 – 1997
Daglig leder/forretningsfører
Daglig leder Anette Dige Ovesen 2022 -
Daglig leder Inge Reenberg 1998 – 2021
Forretningsfører Gerner Johansen 1968 - 1997